Villages- et nøgleord i jagten på fransk kvalitetsvin 


 

 

Frankrig var det første vinland, der satsede på forbrugeroplysning. Allerede tilbage i 1935 begyndte man med systemet ”Appellation d’Origine Contrôlée” eller AOC for nemheds skyld. Vin mærket med AOC skal leve op til visse minimumskrav om kvalitet og ikke mindst om oprindelsessted. Men en AOC mærkning er ikke altid en tilstrækkelig betingelse for, at vinen virkelig er god. Alene af den grund, at næsten 40 % af alle franskproducerede vine opnår AOC.

Mange franske distrikter satser på at få lov til at skrive et mere nøjagtig oprindelsessted på vinetiketten. Man ønsker at fortælle helt præcist, hvor vinen er dyrket. Det er godt for salget, da det signalerer, at man satser på en højere kvalitet. Det opbygger også et mere slagkraftigt identitet og dermed et ”Brandname”. I Beaujolais fandt man ud at bruge tilføjelsen ”Villages” til ordet Beaujolais. Så vidste forbrugerne, at her var der en vin, der kom fra særligt udsøgte dele af distriktet. En vin der alt andet lige er bedre end den helt almindelige, der blot hedder Beaujolais.

Dette succesfulde Villages system blev senere arvet af det populære Rhonedistrikt. Her findes der utroligt mange vine, der blot står AOC Rhone på. Det er ofte udmærkede vine, men når der blot står AOC Rhone, så er det første og laveste trin på vinrangstigen.

Det næste og definitivt bedre niveau har ordet Villages i spil – altså AOC Rhone Villages. Det er kun udvalgte kommuner, der har lov til at bruge det magiske Villages ord. De bedste kommuner er dem, der ikke blot må skrive Villages, men også må tilføje selve kommunens navn. Kom ikke og sig, at det er let det her – det er jo fransk lovgivning, vi taler om. Ikke desto mindre er det værd at holde øje med, hvis man kan lide Rhonevine og gerne have mest muligt for pengene.

Der foregår en stadig politisk strid om at få lov til at tilføje kommunenavnet til etiketten – gerne med store typer – sammen det magiske ”Villages”. For nyligt er der kommet fire ny udvalgte kommunenavne til i Rhone. Det drejer sig om endnu ganske ukendte fænomener som Massif d’Uchaux, Plan de Dieu, Puymeras og Signargues. Det kan være nyttigt allerede nu at lære sig disse navne. Det er områder, der virkeligt vil lægge sig i selen for at lave ekstra god vin. Prisniveauet er moderat, og ambitionerne høje, så læg mærke til de tre ny navne.

Men glem heller ikke de gode gamle Villages Rhonekommune navne, som eksempelvis Cairanne, Rasteau, Valreas og Vinsobres. Her får man tit spændende vine til favorable priser, der ligger langt under de mere berømte og kostbare Rhonedistrikter som Gigondas, Hermitage og Chateauneuf-du-Pape.

tilbage til vinviden