Oven på Julens og
Nytårets udskejelser er hele nationen nu gået i slanke-koma. Nu skal der
gøres noget alvorligt ved de sidst tilkomne kilo. Så mange spørger sig
selv: Gad vide om rødvin ikke er fremmende for slankningen??? – det
ville da være herligt og velkomment. Man kan følgelig læse alle mulige
røverhistorier om emnet både i aviser og her på nettet. Lad det straks
være slået fast med syvtommersøm: Rødvin feder. Det gør faktisk alle
andre alkoholholdige drikke også.
Forklaringen er såre simpel. Når du har alkohol i blodet, stopper en
væsentlig del af din fedtforbrænding. Leveren er for mange passive
mennesker den vigtigste kilde til fedtforbrænding. Så længe du har
alkohol i blodet, holder leveren op med at forbrænde fedt og forbrænder
i stedet alkohol, som den opfatter som gift, der hurtigst muligt skal
væk. Hvis man drikker en hel flaske vin, svarer det cirka til, at
leveren stopper fedtforbrændingen i omkring otte timer. Du går glip af
en tredjedel døgns fedtforbrænding. Sorry – sådan er det.
At rødvin derimod er godt for hjertet og mange andre dele af helbredet,
det er en hel anden og meget behageligere historie. Men hvis du nu
supplerer ét eller to forsigtige glas rødvin med en rask gåtur på mindst
en halv time, har du faktisk dækket dig ind. For det viser sig, at det
er væsentligt farligere aldrig at motionere end at være moderat
overvægtig.
Så når fedmeforskrækkelsen har lagt sig, er der alligevel gode
argumenter for et godt glas rødvin….