Denne ulæselige overskrift dækker hverken over sort latin eller er en afsporet bogstavleg – og dog…

De fleste vinlande vil gerne oplyse forbrugerne om vinens kvalitet. Det er her kodeordene AOC, IGT osv kommer ind i billedet. De er – eller rettere burde være – en officiel kvalitetsgaranti, som vinforbrugerne trygt kan stole på. Men så nemt er det ikke. Ordningerne er et svært overskueligt juridisk morads, hvor jungleloven gælder, undtagelser florerer og misbrugets slange lurer bag hver en etiket. Her får Du et lynoverblik.

Allerede i 1923 kom franskmændene som de første med deres Appellation d’Origine Contrôlée, der for nemheds skyld kaldes for AOC og gjaldt for Chateauneuf du Pape. AOC er det højeste franske kvalitetsniveau, men selvfølgelig er ordningen meget bredt anlagt, så man sælger flest muligt vine. Vinene skal overholde skrappe krav, før de kan kalde sig for AOC. Eksempelvis fastlægger AOC vinens produktionssted, anvendte druesorter, produktionsmetoder, høstudbytte og alkoholprocenter. AOC skal sikre, at eksempelvis en Bordeauxvin hver gang smager som en Bordeauxvin. Det er lykkedes – måske kun alt for godt.

Ordningen har udviklet sig til en bureaukratisk spændetrøje, der står i vejen for kvalitets-udviklingen. Det generer dyrkerne i de sydfranske distrikter, der gerne vil bruge ny druesorter, ny opbindingsmetoder og anvende kunstvanding – altså gøre de samme kvalitetsfremmende ting, som deres succesfulde konkurrenter i Sydamerika. Men overtræder man AOC-loven, bliver vinen straks dumpet til en lavere kategori.

På godt og ondt har det franske kvalitetssystem tjent til inspiration for andre europæiske lande. Italienerne har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at gøre hele baduljen endnu mere indviklet. Deres AOC hedder DOC, men man skal også lige have en ekstra ekstra god superliga, der så kaldes DOCG. Her har omkring 30 italienske vindistrikter fået lov til at være med. Desværre har også nogle ret inferiøre områder – med gode politiske forbindelser – fået møvet sig ind i DOCG-en, der derfor ikke er et absolut sandhedsvidne på kvalitetsfronten, men trods alt en rimelig vejleder..

På grund af meget rigoristiske krav til druesorter er en række af Italiens bedste vine udelukket fra at kalde sig DOC. For at reparere på denne fadæse opfandt man i 1992 en forvirrende ny kvalitetsklasse – nemlig IGT, der står for Indicazione Geografica Tipica. I IGT ligger, at vinene skal afspejle deres oprindelsessted trofast, og det er jo en god ting.

Det korte af det lange er, at vinetikettens officielle kvalitetsstempel – uafhængigt af landet – kun fortæller os ganske lidt om kvalitetsniveauet. Her er prisen måske den mindst dårlige vejleder. Når det så er sagt, har AOC-systemerne dog den klare berettigelse, at de siger noget om vinens type. Ordningerne fastholder en veldefineret vinkarakter for et givet vindistrikt. Om det så er godt eller skidt er hermed åbent for diskussion.

tilbage til vinviden