"Vin de Pays" står der på etiketten på mange franske vine i
supermarkedet. Direkte oversat betyder det landvin. Det kan lyde
beskedent, og det er det også. Alligevel kan Vin de Pays (VDP) give
rigtig gode vinkøb - ja, i nogle tilfælde endda exceptionel værdi for
pengene.
I VDP-begrebet ligger, at al vinen i flasken skal komme fra et
veldefineret geografisk område, og den skal smage af sit
oprindelsessted. Siden oprettelsen i 1973 er VDP-ordningen succesfuldt
vokset til at omfatte cirka 100 forskellige vinområder og stå for over
25 procent af den franske vinproduktion.
Vin de Pays er kvalitetsniveauet lige over bordvin (Vin de Table), der
er uden årgang og uden oprindelsessted, men VDP ligger også lige under
toppen af kransekagen: Appellation Controlée (AOC). Kravene er da heller
ikke helt så strikse som hos AOC-vinene: Høstudbyttet må være lidt
højere, og flere druesorter er tilladte. Kvaliteten burde derfor være
lavere, men det er langt fra altid tilfældet. Det er der flere grunde
til
Fransk vin lovgivning er berygtet for at være ultrarigoristisk og
superbureaukratisk og langt fra altid fokusere på, hvad der fremmer
kvaliteten. Men lægger ofte større vægt på at overholde traditionerne -
ligegyldigt hvor dårligt begrundede disse traditioner er - ikke mindst
set på baggrund af den sidste snes års rivende vinteknologiske
udvikling. Kort sagt så står VDP-avleren langt friere til at udnytte de
sidste vin tekniske landvindinger og dyrke og blande lige netop de
druesorter, der passer bedst til den aktuelle vingård.
Det er især en god idé at holde øje med de dyrere VDP-Vine, da det
ligger i konceptet, at VDP burde være billige vine. Årsagen til, at en
VDP opnår en høj pris, er næsten uden undtagelse, at flaskens indhold er
fremragende. Nar man køber en VDP, betaler man ikke snobafgiften for et
berømt navn - nej, man betaler for vinen i flasken. Så her er der
optimal sammenhæng mellem pris og kvalitet.
